Kom i gang med orienteringsløb

Hvad går orienteringsløb ud på
I Orienteringsløb er udfordringen at navigere gennem skoven, parken eller byen ved hjælp af et kort. Man bestemmer selv om man vil gå, lunte eller løbe turen og der findes forskellige sværhedsgrader så både begyndere og rutinerede får baner, der passer til deres nivueau.

For begyndere følger banerne typisk stierne og de store ledelinjer i landskabet, mens det på banerne til de rutinerede løbere er en fordel, hvis man kan navigere på tværs af terrænet.

I AMOK træner vi ofte i byerne, og her er det ofte lidt nemmere at finde vej. Derfor er AMOK en god klub at starte i som orienteringsløber.

Benjamin og Tim er i mål efter en udfordrende divisionsmatch. (Foto: Ernst Poulsen)

Benjamin og Tim er i mål efter en udfordrende divisionsmatch. (Foto: Ernst Poulsen)

Hvordan læser jeg et orienteringskort
Orienteringskort er mere præcise end andre kort og viser både helt små terrængenstande som grøfter og forskelle i tætheder, så løberne kan vælge den rute, som giver det hurtigste løb gennem skoven. I byerne løber vi på endnu mere detaljerede sprintkort, hvor du kan aflæse hegn, hække og enkeltstående træer.

Når du står ved dit første træningsløb, spørger du blot en af de andre, og de vil hurtigt sætte dig ind i de vigtigste elementer.

For orienteringskort gælder det generelt at:
– Sort: Alle faste genstande som bygninger, mure, hegn, master.
– Lysebrun: Veje og faste overflader, hvor du kan løbe hurtigt.
– Gul: Græsplæner og lysåbne områder.
– Hvid: Skov
– Grøn: Skov med nedsat gennemløbelighed. Desto mørkere – desto langsommere at løbe gennem.
– Brun: Højdekurver – fx. høje, slugter, lavninger udløbere, punkthøje, huller, etc.
– Blå: Alt med vand: Søer, kanaler, grøfter.
– Olivengrøn: Forbudte områder som haver, blomsterbede og forbudte områder. Man bliver diskvalificeret hvis man løber her. Områder der er skraveret med lyserød farve er også forbudte områder.

Særligt for sprintkort i byerne, skal man huske, at man ikke må krydse hække samt hegn og mure, der er tegnet som impassable.

O-kortet over Dragør er et orienteringskort i størrelsesforholdet 1:4.000, der er tegnet specifikt til sprintorienteringsløb.

O-kortet over Dragør er et klassisk sprintkort i størrelsesforhold 1:4.000 (1 cm = 40m). Der er faste poster i byen og derfor kan du downloade kortet gratis på på www.findveji.dk og selv gå på post-jagt.

Kom i gang med træningsløb: Mød os tirsdag / lørdag
Det bedste du kan gøre er at møde op til vores træningsløb, der foregår tirsdag aften – normalt kl. 18.30. (Vi flytter det nogle gange lidt rundt, alt efter solnedgang). 

Denne vinter – fra januar til marts 2020 – kommer vi til at træne lørdag fra kl. 10 – 11, så du kan løbe uden at bruge natlampe.

Uanset tidspunktet vil der som hovedregel altid være baner på ca. 3 og 5 km. Nogle gange har træneren fundet på en ekstra udfordring, men det kan du altid læse om på Facebook-siden i forvejen.

Lige så snart du fortæller, at du er ny, så vil en eller af klubbens rutinerede medlemmer hjælpe dig med kort og baner. Vi er en lille klub, så vi bliver altid glade, når der møder nye løbere op.

Du kan se de næste begivenheder i kalenderen her på siden eller endnu bedre: Du kan følge os på Facebook, hvor vi slår løbene op. Bemærk at løbene ofte først slås op på Facebook 5-7 dage før træningen.

Vil du lige prøve sporten alene, findes der permanente poster med o-kort ca. 15 steder på Amager. Her kan du printe kortet og gå på post-jagt, når det passer dig selv. Du finder listen over kort her på siden.

Hvad koster det
Du behøver ikke tilmelde dig til vores træningsløb. Du møder blot op og betaler 20 kr. for kortet som ikke-medlem (med Mobile Pay eller en mønt).

Du behøver ikke melde dig ind for at møde op til træningsløb, men hvis du gør det, får du adgang til langt flere løb, klubture, klubmesterskaber og vores traditionelle jule- og skt. Hans-løb.

Her på sitet kan du se hvad medlemskab af klubben koster. Bemærk at det er særligt billigt for ungdomsløbere.

Når du har meldt dig ind, får du adgang til www.o-service.dk, hvor alle de større og mere traditionsrige løb foregår. Det gælder fx Danish Spring, Höst Open, kredsløb og alle de klassiske mesterskabsløb.

For mange AMOK’ere er de vigtigste løb i sæsonen de tre ”divisionsmatcher”, hvor vi løber mod andre klubber. Her drager 30-40 AMOK-løbere afsted i samlet flot, og der er tale om bredde-matcher, hvor klubben får point for både begyndere og erfarne løbere. Derfor er fokus mest på om det lykkedes at finde alle posterne. 

Efter divisionsmatcherne er der tid til en snak om vejvalg og lidt godt fra løbs-kiosken. (Foto: Ernst Poulsen)

Vi arrangerer altid fælleskørsel til denne type ture, og du vil automatisk blive spurgt om du vil køre med, så du ikke selv behøver at have bil for at komme ud i skoven.

Hvem skal jeg kontakte
Hvis du har spørgsmål, så send en mail til info@amagerok.dk eller mød blot op til vores træningsløb. Vi har altid tid til at hjælpe folk, der ikke har prøvet sporten før.