Jonas Collin var bl.a. præsident for Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab og i 3 omgange direktør for det kongelige teater.

Ved stenen blikkenslagermester Mariboe: Stenen som er 3 alen 6′ høj bærer følgende i granitten indhuggede inskription: ”FVI CIX Kongelunden anlagdes 1818 – 1845 med kongens bifald og støtte af Jonas Collin som præsident i det kongelige Landhusholdningsselskab. Kongen lod rejse denne sten 1898”.

I 1818 fik Jonas Collin overtalt Store Maglebys beboere til at anlægge skov på deres daværende græsningsareal. Collins Høj og Collins Sten i Kongelunden er således navngivet efter ham. Før bønderne kunne nå at få gavn af træerne, blev skoven i 1845 købt af Christian VIII.

Kongens jægermester indrettede et fasaneri, der årligt leverede op til flere hundrede fasaner til den kongelige husholdning. I dag er Kongelunden statsskov.

Denne høj er ikke en gravhøj, men en opgravet høj som tidligt indgik i et haveanlæg og siden opkaldt uofficielt efter Jonas Collin.

Til at sørge for fasaneriet blev der ansat en fasanjæger. Den første var Christian Frederiksen. Som kongelig fasanjæger skulle man føre tilsyn med antallet af fasaner, reder og æg samt udligge foder. Endelig skulle han stå for de årlige kongejagter. Den sidste egentlige kongejagt blev afholdt d. 4. november 1919. Ofte var der fint selskab, som i 1879 hvor Prinsen af Wales deltog.

Den sidste fasanjæger var Peder Albrechtsen.

I 1936 blev en estisk kommunist myrdet i et sommerhus i Kongelunden. Gerningsmændene var tre estiske kommunister, der beskyldte offeret for at være forræder. Liget blev tilintetgjort. Forbrydelsen blev først opdaget i 1941-42, da en af gerningsmændene tilstod over for Gestapo, som derpå overlod sagen til det danske politi.

En af de skyldige, Johannes Meerits, udleveredes fra Sverige, og efter sin tilståelse idømtes han livsvarigt fængsel; han trak dog tilståelsen tilbage efter krigen. Meerits blev i 1949 benådet og efter eget ønske udleveret til Sovjetunionen, hvor han i 1952 blev henrettet. En anden af de skyldige var Karl Säre, der efter den sovjetiske besættelse af Estland i 1940 blev førstesekretær for det estiske kommunist parti. Sagen er aldrig blevet fuldt oplyst.

Mordet er beskrevet af Erik Nørgaard (f. 1929) i bøgerne Mændene fra Estland (1990) og Mordet i Kongelunden (1991).

Et besøg i Kongelunden betød for mange gæster også et besøg på traktørstedet Kongelundskroen, der lå ved den nuværende parkeringsplads midt i skoven. Her var der på sommersøndage et broget folkeliv i haven, på danseestraden og ved keglebanen. Huset var opført som bolig for opsynsmanden allerede i perioden 1819-1820. Kroen blev etableret af den første opsynsmand, videreført af hans slægt i flere generationer og derefter af skiftende bestyrere. Den havde sin sidste sæson i 1950 og bygningerne blev nedrevet i 1952, da deres tilstand efterhånden lod meget tilbage at ønske. Der blev ikke fra skovvæsenets side taget initiativ til at bygge en ny kro, men der var stadig beværtning i forbindelse med skoven. Ved stranden syd for Kongelunden havde der siden midten af 1930’erne været drevet restauration, først under navnet “Sydvestpynten” og fra 1969 med navnet “Kongelundskroen”.