Guide: Sådan kommer du med til orienteringsstævner

Når du har deltaget i træningsløb i Amager OK et stykke tid, vil du sikkert have hørt, at de andre klubmedlemmer taler om “åbne løb”, man kan deltage i. I den her artikel fortæller vi, hvordan du kommer med.

Vigtigste links:

Der venter stribevis af flotte naturoplevelser ude til orienteringsløb i naboklubberne, og der er en bestemt sitrende fornemmelse, når man træder ind på stævnepladsen sammen med hundredvis af andre spændte o-løbere.

Det er absolut ikke noget krav, at du er supergod til at løbe orienteringsløb. Når du har gennemført et par helt almindelige træningsløb, er du klar til at deltage i åbne løb.

Hvis vi nu bare skal vise dig, hvorfor det er fedt at komme med ud til de åbne løb – så er her 10 klip, der burde overbevise de fleste. Alle optagelser er fra AMOKs efterårsture til Höst-Open på Bornholm.

Sådan finder du løbene
Du finder alle orienteringsklubbernes træningsløb samlet på www.orienteringsløb.dk. Alle klubber er glade for “gæsteløbere” fra andre klubber, men de tager nogle gange et lille beløb (20 kr) for kortet. (Her under Coronaen skal du tjekke om der kræves tilmelding før løbet).

De lidt større stævner, hvor der kræves tilmelding bliver slået op på websitet: www.o-service.dk.

Grundlæggende er der blot tale om en kalender, hvor du kan bladre i de mange tilbud. Men for at tilmelde dig, skal du være medlem af en klub under Dansk Orienterings Forbund – fx Amager OK.

Sådan gør du
Da du meldte dig ind i klubben fik du tilsendt en mail med dine login-oplysninger til O-service.dk. Den mail skal du finde frem igen. Hvis du ikke har oplysningerne, sender du blot en mail til formand Rolf Andersen.

– Klik ind på O-service.dk
– Klik på Login i øverste højre hjørne (sitet fungerer reelt ikke uden login)

Find et løb som du kunne tænke dig at deltage i ved at bladre i måneds-visningen i menuen.

Du kan klikke på linket til klubbens hjemmeside. Her finder du alle de praktiske detaljer. Hvilken skov løbes der i? Hvilke klasser kan man vælge? Hvor langt er der fra p-pladsen til starten?

Når du har valgt et løb, så klikker du på selve løbets navn, og så får du mulighed for at klikke “tilmeld flere”. Her vælger du blot dit eget navn. Hvis du har børn i husstanden, kan du også tilmelde dem. På denne side kan du også se, hvilke andre AMOK’ere, der er tilmeldt.

Hvordan vælger man klasse/bane?
Baner er næsten altid rubriceret efter et af disse to systemer:
– Længde / sværhedsgrad (fx Kort 3 km (let), eller Lang 5 km (mellemsvær)
– Inddeling efter alder/køb + begynderbaner (til større stævner)

Reelt er alle baner rubriceret som enten “begynder”, “let”, “mellemsvær” eller “svær”.

“Begynder” (grøn): Her ligger posterne på eller tæt ved stierne, og der vil som regel være en post, når man skal dreje.
Let” (hvid): Banerne er gode til dig der ikke har løbet ret mange løb endnu. På en hvid bane kan det godt være du selv skal finde de rigtige stier, men posterne ligger enten på stierne eller tæt ved.
“Mellemsvær” (Gul): Her vil posterne være rykket et stykke ind i terrænet og derfor sværere at finde. Der vil som regel være et vejvalg, hvor du kan løbe det meste af vejen til posten på veje og stier – og så skal du holde tungen lige i munden det stykke ind til posten.
“Svær” (Sort / blå): Her er posterne gemt så godt som banelæggeren kan slippe afsted med. I grøfter, lavninger, bevoksningsgrænser, små lysninger, sten – alt er muligt. (Blå baner er svære baner, hvor der ikke er store fysiske udfordringer som fx dybe grøfter).

Til de større løb – fx mesterskaber og divisionsmatcher – er ruterne altid inddelt efter alder og køn, og du kan se mulighederne i dropdown-menuerne.

Du finder din aldersklasse ved at runde op (for ungdomsløbere) eller runde ned (for løbere over 35).
– Er du en kvinde på 13, der fylder 14 senere på året, skal du løbe D14.
– Er du en kvinde på 43 år, så skal du løbe D40.
– Er du en mand på 28 år, skal du løbe H21.

Du “rykker op” i hele det år, hvor du fylder år.
– Er du en mand, der senere i år fylder 55, skal/kan du løbe H55 hele året.

Du må som udgangspunkt godt løbe mere krævende baner, så du må gerne opgradere fra D45 til fx. D40 eller D21. Er du en kvindelig ungdomsløber, må du gerne opgradere fra D18 til D20 eller D21.

Ja – man må godt få hjælp
Hvis du er ny i sporten, må du gerne medbringe en “skygge” – altså en erfaren løber, som følger dig rundt på banen, og griber ind hvis du er ved at lave større fejl. Det bruges meget ofte på børnebaner og også til voksne løbere, der ikke har løbet med før.

Når du klikker tilmeld skal du vælge “Klasse”. Her vil du typisk kun få mulighed for at løbe i de klasser, som det er tilladt for dig at løbe i. Er du – som undertegnede – en herre over 50 år, så kan du løbe i H50 – og klasser “over”. Til dette løb er det H50, H45B, H40, H21/H21B – samt begynder-banen samt en Herre-Let.

Skal du køre sammen med os andre?
Systemet har plads til, at du kan sende en ultrakort besked til den arrangerende klub og en ultrakort besked til din egen klub.

I AMOK sørger vi for fælleskørsel til rigtigt mange løb. Til det formål bør du skrive en kort besked til “din egen klub”

– Skriv “ØK” for “Ønsker kørsel”
– Skriv “ØK2” hvis du ønsker kørsel for dit selv og et familiemedlem
– Skriv “K3” hvis du kører selv og har plads til fx 3 andre i bilen.
– Skriv “KS” hvis du kører selv og ikke har plads i bilen (fx. pga. Corona eller hvis du rent praktisk ikke har mulighed for at tage andre med).

Hvis du har behov for en særlig tidlig eller særlig sen start, så kan du skrive det som besked til den arrangerende klub, der som regel vil prøve at give dig en passende starttid.

I AMOK har vi en medkørsels-ordning, hvor dem der lægger bil til får et beløb fra de øvrige, der kører med. Grundlæggende behøver du ikke gøre noget. Hvis du er passager bliver der trukket et beløb på din klubkonto, og hvis du lægger bil til, så bliver der sat penge ind på din klubkonto. Du kan læse alle detaljerne her.


Har du din egen SI-enhed
I tilmeldingsformularen bliver du også bedt om at tilføje nummeret på din SI-enhed – den lille stempel-enhed, som vi bruger til at stemple poster med. Hvis du ikke har købt en endnu, så undlad blot at udfylde feltet. AMOK eller den arrangerende klub sørger for, at du for, at du får en tildelt. Den får du udleveret på løbsdagen.

Når du er tilmeldt i O-service kan den arrangerende klub se din tilmelding, og de vil sørge for, at der er kort til dig på løbsdagen. De vil også sætte dig på startlisten, som typisk offentliggøres i ugen op til løbet.

Hvad med betalingen?
Startgebyret vil automatisk blive trukket på din klubkonto. Du skal derfor sørge for, at der er indsat et tilsvarende beløb på din konto hos Amager OK.

Åben din netbank og indsæt penge på Amager OK’s bankkonto via enten:
– Mobile Pay 96955
– Arbejdernes Landsbank, Reg: 5325 – Konto: 0247612.
Husk at mærke betalingen med dit navn.

De fleste af os indsætter fx 3-500 kr. en gang i mellem, så der er penge til de næste par løb og til, at klubben kan trække dit halvårskontingent.

Starttider og samkørsel
I ugen op til løbet vil den arrangerende klub altid offentliggøre starttider for de forskellige klasser. Tjek deres hjemmeside for detaljer. Du finder linket på O-service’s forside.

Hvis der er flere tilmeldte fra AMOK, vil klubben som regel sørge for at koordinere samkørslen, så du kører med nogen, der bor tæt på dig og som skal starte ca. samtidigt.

Som regel vil du torsdag aften modtage en mail fra formanden, der specificerer, hvem du skal køre med, hvornår I skal køre, og hvor du bliver samlet op. I nogle tilfælde skal du selv koordinere tid og sted.

Vi har et par faste steder, hvor vi ofte mødes:
Islands Brygge Metro-station (p-pladsen) for ture nordpå
Bella Centerets Metro-station (p-pladsen) for ture øst/sydpå
Femøren Metro Station (for ture til Sverige og Bornholm)

Klubben sørger automatisk for at styre betalingerne mellem løberne. Den der lægger bil til modtager 2 kr. pr. km. og udgiften deles af de løbere, der kører med. Beløbet bliver trukket fra din løbskonto.

Jørn Schou-Rode har klippet start-posten, og så er det om at komme afsted. (Foto: Ernst Poulsen)

Hvilket åbent løb skal du begynde med?
Der er masser af løb i kalenderen, som du deltage i. Du vælger selv, hvilket løb der passer med din kalender og, hvilket terræn du synes kunne være sjovt at løbe i.

Nogle af de sjoveste løb er divisionsmatcherne mellem klubberne. Dem er der tre af i hvert kalenderår, hvor klubberne dyster mod hinanden i en venlig klub-dyst. Her deltager der typisk 30-40 AMOK’ere.

I hver klasse bliver der fordelt point, og i mange klasser er der point at hente blot for at gennemføre. Det gælder især begynderklasserne. Når formanden spørger dig, hvordan det gik, så er det ikke for at høre om du var hurtigere eller langsommere end de andre. Han vil blot høre om du fandt alle poster, for så er der som regel point til AMOK. Så det er dit mål til det første løb: Find alle posterne. Resten kan komme senere.

Årets klubtur: Bornholm, Bornholm, Bornholm
I AMOK har vi fået en tradition med at tage til Höst Open på Bornholm hvert efterår – i ugen efter efterårsferien.

Her deltager vi i 2-3 løb på en weekend, bor i hytte, laver mad sammen og så diskuterer vi vejvalg, bommede poster og hygger os resten af tiden. Og så har Bornholm altså nogle helt eventyrlige terræner som Hammerknuden, Paradisbakkerne, Dueoddeklitterne og Slotslyngen.

Typisk tager vi 15-20 løbere afsted sammen, og fordi vi deles om biler, færge og sommerhuse bliver udgiften overkommelig.

For at opsummere:
– Det tager få klik at tilmelde sig åbne løb.
– Klubben sørger for håndtering af betaling og samkørsel
– Åbne løb er ofte: Flotte terræner, gode kort, gode baner – og rigtigt hyggeligt at deltage i.

Vi glæder os til at se dig.