Intro: Orienteringsløb – en sport du kan vokse med

Rigtigt mange af vore medlemmer løber orienteringsløb i årevis – eller faktisk i årtier. Det skyldes både, at det er en sport der kan tilpasses den enkelte – uanset om de 10 eller 80 år – og uanset om du er begynder eller rutineret løber.

Nemt for begyndere

AMOK er en af de orienteringsklubber i landet, hvor det er nemmest at lære orienteringsløb. Hvordan kan det egentlig være?

Jo, AMOKs tirsdagstræninger finder sted i parker eller byområder, hvor du aldrig kan blive helt væk. Det kan godt være, at du løber den forkerte vej rundt om en boligblok, men du bliver ikke helt væk i DR-Byen eller på Amager Fælled.

Vi har altid 2-3 personer stående klar ved starten, som giver dig en introduktion til kort og signaturer. Mange tager deres løbemakker eller børn med og løber sammen de første par gange, så man er to om at løse opgaven.

Og så er banerne ikke længere end 3 og 5 km. Du bestemmer selv om du vil gå eller løbe, og du har et par timer til at komme rundt, så der er god tid.

Her er tre løbere afsted i Kongelunden, og hvis man skulle være lidt fortabt, så er det altid ok at spørge andre om man nu er på den helt rigtige sti. (Foto: Ernst Poulsen).

Vil du prøve noget der er sværere – og sjovere?

Når folk har løbet blot et par træningsløb, begynder de fleste at have ret godt styr på signaturerne, og de har også lært, hvordan man skal vende kortet. Hvis de er rigtigt gode begynder de at læse kortet, mens de løber.

Det er her, hvor du er ved at være klar til at bide skeer med orienteringsløb i en af de mange skove i Nordsjælland eller på Vestsjælland. Det er en anelse sværere – rent orienteringsmæssigt, men der er stadig en masse skovveje at holde fast i.

Der findes altid lette baner, hvor man løber på stierne eller mellemsvære baner, hvor man skal lidt ind i terrænet. Fordi du har fået styr på det basale til træningsløb, så kan du godt klare dette trin.

Tre gange om året tager vi afsted på klubture til divisionsmatcher, hvor vi for sjov dyster med naboklubberne. Tag endelig med på en af de ture, for så er der masser af folk, der kan give dig instruktion ved starten.

Klitområderne på Dueodde er nogle af de sværeste at finde rundt i. Hvis du først mestrer orienteringsløb på det her niveau, svarer det stort set til et “sort bælte i kort og kompas”.

Nu bliver det råt, flot og sejt

Hvert efterår tager AMOK på klubtur til Bornholm, hvor vi løber i nogle af de fantastiske terræner de har: Almindingen, Hammerknuden, Dueodde, Slotslyngen, etc.

Det er områder, der ikke blot er utroligt flotte og afvekslende rent naturmæssigt. Det er også områder, hvor det orienteringsteknisk bliver ret svært. Når man står på en klit-top ved Dueodde og spejder – så ligner alle de andre klit-toppe hinanden på en prik og det kræver virkeligt gode egenskaber at læse højdekurverne og så bare kunne løbe på tværs af det hele.

Og det er her, at du begynder at føle, at du mestrer sporten på højt plan. Når du kan tage et hvilket som helst kort, læse stier og højdekurver og så spæne på tværs af det hele og finde det bedste vejvalg. Når du tackler krat, moser, grøfter, klitter og skove uden tøven og kan finde alle poster – uanset hvor de er placeret.

Så har du ikke bare lært at mestre en hel fundamental kundskab: At kunne finde vej i naturen. Samtidigt har du også fundet en sport, hvor du kan tage med rundt i hele verden og løbe sammen med ligesindede uanset hvor det er i verden.