Guide: Sådan laver du en god orienteringsbane

Når du har løbet orienteringsløb i et stykke tid, begynder du at have erfaring nok til at hjælpe med at lave træningsløb. Der skal såmænd ikke så meget til og klubben værdsætter, at der er mange forskellige der bidrager.

Daniel Bachmann (Foto: Ernst Poulsen)

Træningsløbene i Amager OK arrangeres af medlemmerne på skift. Lige nu er vi næsten 20 forskellige, der laver de 45 træningsløb vi har hen over året.

Der skal faktisk ikke så meget til, før du er klar. Når du har løbet træningsløb et halvt eller helt år begynder du at have erfaring nok til selv at bidrage – ganske simpelt fordi du har lært af de baner du selv har gennemført.

I AMOK er det som hovedregel et team på 2-3-4 løbere, der laver baner sammen. På den måde bliver det nemmere for nye løbere at blive lært op, fordi I er flere til at dele opgaven og det bliver hyggeligere.

Hvordan kommer du i gang?
Hvis du gerne vil være på et banelægger-team tager du kontakt til Andreas Schrøder eller Daniel Nørgaard Bachmann. De finder et team, der har plads til dig – og så aftaler du enten sammen med Daniel eller teamet, hvor og hvornår du skal hjælpe med at lave træningsløb. Det er tit nemmest at starte med et område tæt på, hvor du bor.

Typisk laver hver team træningsløb 1 til 4 gange om året, og I aftaler indbyrdes hvem der tager sig af hvilke roller. En nem rolle at starte med er at sende løbere afsted og samle poster sammen. En opgave der er god at deles om er selve banelægningen, hvor I kan udveksle ideer. 

Hvilke baner skal du lave sammen med teamet
– Kort begynder bane (2-3 km) (Skal kun udbydes i skov-terræner)
– Mellemsvær/svær ca. 3 km
– Mellemsvær/svær ca. 5 km 

Få fat i kortet
Når du skal til at lave baner, skal du have fat i en digital kopi af kortet over det område, du skal lave løb i. Det får du hos Daniel, Arnau, Rolf eller dit team.

Hvordan laver man en god bane?
Forsøg at få nogle af disse elementer med i din banelægning:

  • Der skal gerne være to oplagte vejvalg på en god del af strækningerne
  • Varierer afstanden mellem posterne. Et langt stræk må gerne efterfølges af 2, 3 eller 4 poster der ligger tæt sammen, og hvor løberne skal fokusere på detaljer. 
  • Skift gerne retning på strækkene. Det hjælper med at forvirre løberne.
  • Læs AMOK-artiklen: Guide til banelægning: Sådan laver du gode baner

Ud i terrænet og tjek dine ideer
Det er tit en rigtig god ide at tage en løbe/cykeltur i terrænet for at tjekke, at skrivebordsideerne holder i virkeligheden.

  • Passer kortet? Findes postplaceringerne stadig?
  • Er der store ændringer, byggepladser eller forbudte områder, du skal undgå?
  • Er det til at finde posterne, eller bliver det lidt for tilfældigt? Så skal du finde en anden og mere reel postplacering.
  • Passer sværhedsgraden til banen. Hvis en bane er markeret som “let” skal posterne som regel være på eller tæt ved stierne og ikke gemt for meget af vejen.

Hvis det er første gang du laver baner, så aftal med en af dine team-kammerater eller Daniel, at de kigger banen igennem. Det er helt almindelig sidemands-oplæring.

Husk: Dine klub-kammerater ved godt, at man er lidt usikker første gang, så der er ikke nogen, der bliver slagtet for et par svage stræk. Tværtimod så bliver nye banelæggere altid rost for, at de kaster sig ud i opgaven og i løbet af et par forsøg bliver du hurtig rutineret.

Condes eller Purple Pen: Sådan får du banerne tegnet på kortet
Nu er du klar til at gøre banerne færdige.

Der findes to programmer, ,som vi bruger til at lave baner og postbeskrivelser og printe kort med. 

De fleste i AMOK bruger Condes, og du får koden ved at sende en mail til formand Rolf Andersen

Heldigvis har gutterne bag podcasten “PostCast” lavet to/tre korte videoer, der fortæller, hvordan man bruger Condes. (Kig i øvrigt forbi deres side og lyt til Post Cast, hvis du vil vide mere om o-løb).

Du kan også downloade Condes’ egen quick-guide fra denne side.

Se første intro-afsnit her. Condes har en hel masse muligheder og menuer, men dem du skal bruge er ret få. Du gør dig selv en stor tjeneste ved at se denne video, så er det faktisk ikke så svært.

Der findes også et afsnit om standard-indstillinger. Dette afsnit er et supplement til introduktionen (og kan godt springes over som begynder).

Når du har prøvet dig lidt frem, kan du fortsætte med det næste Condes-kursus.

Inden du lader dig helt forskrække: Du behøver ikke lære at bruge Condes. De første gange kan du godt lave dine baner på papir og så få en klubkollega til at sætte posterne ind i Condes og printe banerne. Det gælder også, hvis du ikke har adgang til en Windows-computer.

Jacob Steinthal har også lavet et en-times kursus, hvor han gennemgår alle de vigtigste elementer i Condes. Sætter du tiden af til at se denne video igennem, har du en rigtig god viden om programmets muligheder.

Det Svenske Orienterings-Forbund har lavet en video, hvor de viser, hvordan du kan bruge Purple Pen til at lave baner med. Purple Pen kan også installeres på en Mac (via Virtual Box).

Du skal have en træningspose

Når du er helt klar til at lave løbet, skal du have en af klubbens træningsposer.

Vi har to poser, der indeholder 30 små skærme, en stor skærm (til vejvisning hen til løbet), lidt kuglepenne, en mappe til at skrive deltagernavne i, plastposer, lånekompasser til nye løbere. Om vinteren indeholder poserne også et par låne-pandelamper.

Hold mandtal

Alle der løber afsted, skal skrives ind i deltagerlisten, og når de kommer hjem, skal de krydses af. Den vigtigste årsag er, at vi skal være sikre på at få alle hjem igen.

Og ja: Vi har faktisk haft et tilfælde, hvor en løber løb ud af kortet og ikke kom hjem, før alle poster var inddraget. Vi har også haft en løber, der brækkede anklen i Kongelunden – og måtte have hjælp for at komme tilbage til mål. Det gik heldigvis godt i begge tilfælde.

Print kort

Du kan selv printe kortene, hvis du har adgang til en rimelig kvalitetsprinter, der kan printe i A4 eller A3. Du kan også aftale med Rolf, at han printer kortene på klubbens kvalitetsprinter, men husk at tage fat i ham et par uger i forvejen.

Hvor lang tid tager det?
Det er svært at give et præcist svar på, hvor lang tid det tager at lave et træningsløb, fordi det helt afhænger af dit ambitionsniveau. Men her er et estimat:

  • Lav udkast til 2-3 baner: 2-3 timer derhjemme ved skrivebordet
  • Cykel/gå området igennem og se om postplaceringerne holder: 2 timer
  • Lav baner i Condes og print kort: 2-3 timer
    (Første gang man bruger Condes tager det lidt mere tid)
    (Hvis du vil have AMOK til at printe kortene, skal du have dem klar nogle dage før og aftale det med Rolf Andersen, der har klubbens printer.)
  • Løbsdagen: Poster ud, send løbere afsted, Poster ind (kl. 16 – 21). Her kan du få hjælp af de andre på dit trænings-team: 2- 5 timer

    En rutineret banelægger kan i princippet gøre det hurtigere, hvis man fx kender området i forvejen, men nogle gange bliver man bare lidt mere ambitiøs med tiden.

Efter løbet: Læg løbet på O-track.dk

EKSPORTÉR LØBET FRA CONDES

1a) Åbn løbet i Condes og vælg “Eksporter baner til GPS”

1b) Tjek at du eksporterer banerne i KMZ-format. Og eksporter kun banerne – ikke kortet med alle poster.

På O-track.dk kan alle oprette sig gratis som “User”. For at du kan uploade løb, skal du være “Club administrator”, men alle de andre administratorer i klubben kan opgradere din status.

_

UPLOAD LØBET TIL O-TRACK.DK

2a) Login på O-track og vælg fanebladet “Opret ny aktivitet”

2b) Navngiv løbet (Vi starter altid løbsnavnet med AMOK)

2c) Vælg det tidligste og seneste tidspunkt som løberne kunne løbe.

2d) Vælg hvornår kortet skal være synligt fra. Denne funktion gør det muligt for dig at uploade kortet dagen før løbet – og sørge for at det er synligt lige så snart løberne kommer hjem. Det betyder som regel at flere deler vejvalg. Til rigtige konkurrencer er man mere nøjeregnende med at banerne først må være tilgængelige, når alle er i mål.

_

TJEK LØBET OG DEL LINK PÅ FACEBOOK

3a) Tjek at løbet fungerer – fx ved at uploade dit eget track.

3b) Husk at dele linket direkte til løbet på Facebook. Det står under “LINK”, der hvor du godkender løbet.

Her kan du lære mere

Dansk Orienterings Forbund har nogle regelsæt og vejledninger, som det kan være en ide at kigge igennem. Det er ofte ret omfattende, så du behøver slet, slet ikke kunne det hele uden ad, men kan blot bruge teksterne til at blive klogere, hvis du har spørgsmål.
– DOF: Sådan laver du postbeskrivelser
– DOF: Sådan laver du baner til C-stævner

Vigtigst: Stil spørgsmål
Når man skal lave træningsløb første gang har man dusinvis af spørgsmål. Du skal bare spørge løs. Det er den måde, vi alle er startet på.

Hvad gør du nu?
– Send en mail til Daniel Nørgaard Bachmann (eller ring på 61 70 01 76) og hør om du kan prøve at lave et træningsløb.

Condes instructions in English

Jens Børsting from Silkeborg OK has made a series of Condes-instructions in English, which you may find helpful.

Installing Condes
Condes – Basic Course Setting
Condes – Preparation for Print