Amager Orienteringsklub blev dannet 20. oktober 2008. Det betyder, at vi stadig er en ung klub, der har oplevet en kontinuerlig medlemsfremgang, og vi er i dag ca 120 aktive medlemmer (2024).
Mød os til træningsløb
Kernen i klubben er de ugentlige træningsløb. Vi finder vej – eller forsøger at finde vej – i de smalle gader i Dragør, i Kongelundens tætte krat, i baggårdene på Frederiksberg og midt på Amager Fælled.
Vi træner altid tirsdag aften kl. 18.30, hvor alle – også nye løbere – frit kan møde op og løbe med. Vi opfordrer til, at du følger os på vores Facebook-side hvor alle træningsløb bliver slået op og hvor du kan læse om klublivet. Du finder også vores træningsløb på forsiden af denne hjemmeside.
Som medlem bliver du en gang om året inviteret til klubmesterskab. Typisk lægger vi det sammen med en divisionsmatch, og formand Rolf Andersen laver en udregning, hvor der tages hensyn til løbernes alder. Her kan du se en oversigt over klubmestre gennem årene.
Tag med til åbne løb – Vi sørger for fælleskørsel
Amager Orienteringsklub er ikke en klub præget af eliteløbere. Her kan alle være med, og vi har meget fokus på det sociale.
Til mange af de store løb arrangerer klubben fælleskørsel, der gør det nemt at komme med til orienteringsløb, selv om I evt. ikke har bil på husstanden.
Tre gange om året mødes vi til de såkaldte divisionsmatcher, hvor vi plejer at være 40-50 AMOK’ere der drager afsted for at dyste mod andre klubber.
Selv om vi forsøger at slå de andre, så er det væsentlige ved netop de dyster, at vi skal have hele bredden med for at gøre os bedst – lige fra begynderne til de hurtigste og de mest rutinerede. En begynder der blot gennemfører en ungdomsbane kan hente flere point til klubben end en halvhurtig herreløber i den bedste klasse.
Hvert efterår tager vi på klubtur til Höst Open på Bornholm, hvor vi deler sommerhuse, spiser sammen og løber tre dage i træk – og så snakker vi selvfølgelig vejvalg og bom hele weekenden.
I løbet af året har vi faste traditioner for juleløb, Nytårsløb og Sankthans-løb – alle med efterfølgende spisning og hygge.
AMOK som løbsarrangør
Selv om vi er en ny klub, så har AMOK vist sig at have kapacitet til at stå for en stribe arrangementer til glæde for alle andre.
De sidste par år har AMOK arrangeret det hyggelige “Vinterlang” løb sidste i januar, hvor løberne kan prøve kræfter med baner fra 5 helt op til 16 km. Efterfølgende serverer vi varm suppe for alle.
Klubben har også været med til at arrangere divisionsmatcher for andre klubber. Her er der ofte 30-40 frivillige i gang for at sikre, at alt kører efter bogen.
I 2019 startede vi en serie løb, som er ved at blive en tradition: AMOK Metr-O Cup. Fire tirsdage i maj jagter vi poster rundt om i København med udgangspunkt tæt ved metro-stationer. Det er blevet så populært, at der plejer at dukke 2-300 løbere op til hver etape og heldigvis dukker der hver gang 20-30 helt nye løbere op. Det er faktisk dem, vi er gladest for at se.